Baby-elefantens "mælk" på flaske
Sydafrika har skabt sig en succes på markedet for cream likører. Gjort på en frugt, som savannens kæmpe gerne havde beholdt for sig selv.
Jeg har ingen anelse om, hvordan elefantens modermælk smager. Måske har en dyrepasser i Zoologisk Have prøvet en tår. Men her får den nok en anden karakter på grund af foderet og indhegningen end på det afrikanske kontinents vidtstrakte sletter. Om ikke andet så fordi de vilde flokke af landjordens største pattedyr gennem årtusinder har kunnet frådse i en delikatesse stort set for sig selv. Nemlig i de gule frugter på Marula-træet.
Det vil sige, det var indtil mennesket også fik øje og smag for frugten. For siden har elefanten fået konkurrence. Ikke blot er den eksotiske tropefrugt højt værdsat af de lokale i Afrika syd for Ækvator. Den er også blevet en afgørende ingrediens i Sydafrikas største internationale spiritus: flødelikøren Amarula.
Marula-træet hvis latinske navn er "Sclerocarya birrea" vokser vildt i åben naturskov og kratbevoksninger og bliver 10-15 meter højt. Kun huntræet bærer frugt, lidt aflange blommer, der i starten er olivengrønne, men som modnes til en smuk gyldengul farve i begyndelsen af februar, hvor sommeren når højdepunktet i det sydlige Afrika.
Og samtidig gør Marula-træet opmærksom på sin eksistens ved at sende en intens tropisk duft fra frugterne milevidt rundt i landskabet. Så snart elefanterne har opsnappet sommerbrisen, drager de i store flokke til Marula-træernes voksesteder.
Der er nok til alle. For i en god sommer kan træet bære to tons saftig, men lidt skarpt smagende frugt. Og så er den sund. Hver Marula-frugt indholder fire gange så meget C-vitamin som en appelsin.
En frugt med saft og eskovskraft
Elefanterne har deres specielle måde at få fat på frugterne øverst oppe i træet. Hannerne støder ganske enkelt hovedet ind i træstammen, hvorved de modne frugter falder til jorden. Men dyrene må dele frugten med afrikanerne. Børnene får saften af de pressede frugter serveret iskoldt som næringsrige tørstslukkere, de voksne nyder saften iblandet alkoholiske drikke. Og endelig bruges Marula til marmelade, vin og ingrediens i middagsretter.
Samtidig har afrikanerne gennem århundreder haft et ganske særligt forhold til både træets frugter og bark, fordi de udgjorde en integreret del af stammernes myter, religiøse optrin, husgeråd og primitive helsebringende foranstaltninger. Således indgår Marula-træet i flere stammers frugtbarhedsritualer, fordi saften er anset for at være et elskovsmiddel og det bærer navnet "bryllupstræet" fra tidligere tiders folklore. Stadig er det tradition blandt sydafrikanere fra lokalområder at samles under Marula-træet og udføre bryllupsceremonien under dets frugtbare grene.
Den drik, som babyelefanterne får ind med mælken, når mor har stukket snablen i Marula-træet, kan formentlig på mange måde
minde om den fløde-likør, vi andre kan købe på flaske. Der er dog lige 17% alkohol til forskel - samt en større forberedelse.
Når de modne frugter er samlet ind, fjernes stenkerne og skind. Frugtkødet presses og gæres svarende til processen for vindruer og derefter destilleres Marula-vinen. Den unge spiritus lagrer et par år på egefade, tilføres yderligere Marula-ekstrakt - et koncentrat af frugtens aroma- og smagsstoffer. Til slut blandes den med fløde til det færdige produkt.
Den afrikanske elefant er naturligt nok valgt til symbol for Amarula Cream. Som kompensation for at høste en stor del af elefantens foretrukne frugter, har selskabet Southern Liqueur Company valgt at bidrage til to store fredningsprojekter, der skal beskytte den truede dyreart. Reklameværdien af dette engagement i dyrebeskyttelse kan nok heller ikke købes for penge. Og Amarulalikøren glider immervæk bedre ned med samvittigheden i orden.
Af Jens Linde