Armagnac 2

Fransk brandy. Armagnac er ikke blot verdens ældste brandy, den er i sine oprindelige udgaver nok også den mest velduftende og smagfulde. Men produktionen lider af en alvorlig skavank. Alt for mange flasker har det som teenagere. De er kosmetisk peppet op, så de ser ældre ud.
 
Prince de Conde er en Armagnac i VSOP-kvalitet - dvs. lag­ret mindst 4 år på fad. Supermarkedskæden IRMA lance­rede den herhjemme 2001.
I løbet af den tid er mærket blevet en tordnende succes, 4 ud af 5 flasker Armagnac, der sælges på det danske marked, er nu "Prince de Con­de".
Det er der flere forklaringer på. Den første er, at IRMA sælger sin Armagnac yderst fordelagtigt. Normalprisen er 199 kroner, men med mellemrum er den på tilbud til 159. Det er noget, forbrugerne kan forstå. Den anden er, at danskere ikke har noget særligt forhold til Armagnac. Jo, de kender navnet. De fleste ved, at det er en bran­dy fra det sydvestlige Frankrig. Men de har ikke detaljeret navne­kendskab, sådan som det f. eks. er tilfældet med cognac. De husker ikke mærkevarer i Armagnac-distriktet, som de kender cognachuse­ne Renault, Martell, Hennessy, Remy Martin eller Courvoisier.
Så de køber "Prince de Conde" for at have en flaske Armagnac i huset til en fornuftig pris. Og selvom denne Armagnac absolut ikke er det fineste, distriktet kan præstere, så har danskerne lært at spotte, når der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. For det skal indrøm­mes: "Prince de Conde" på tilbud koster under halvdelen af tilsva­rende kvalitetsmærker i Armagnac.
Alene derfor er der ringe tilskyndelse til at gå på jagt blandt de mere end 25 Armagnac-mærker, der i fås herhjemme i mere end det fire-dobbelte antal varianter. For de er alle dyrere, nogle af dem rig­tig meget dyrere. Og samtidig er der - desværre - på ingen måde garanti for, at kunden får bedre Armagnac ved at betale dobbelt så meget pr. flaske. For nogle af de større Armagnac-huse leverer i dag nogle ret atypiske mainstream-blandinger, hvor Armagnac spiritus­sens særlige kendetegn og egenart- smagskompositionen af stedets jord, klimaet, vinen og traditionen for destillation - er døvet af umå­deholden tilsætning af farve- og sødestoffer. Måske for at kompen­sere for alt for kort lagring. Måske fordi den er blandet i store spiri­tushuse, hvis "næser" har glemt Armagnacs særlige egenskaber fra dens oprindelsessted.
Jeg vil naturligvis ikke påstå, at nogle firmaer forsøger at snyde med deres Armagnac-produkter for at skabe let tjent profit. Men noget tyder på, at det visse steder går for hurtigt for at sikre omsæt­ning på bekostning af kvalitet og egenart. For det er et faktum - når man smager de mange forskellige Armagnac-produkter på det dan­ske marked - at nogle mærker fremtræder forunderlig fremmedgjorte, som om de var tilpasset en international sødlig stil for, hvordan en brandy smager.
Også det er der en forklaring på, men det fordrer, at vi forlader Danmark og begiver os til provinsen Gascogne i Frankrigs sydvestli­ge hjørne.
 
Det var spritten, der banede vejen for eksporten
Det var i tidernes morgen en gammel feudal herre ved navn Her­mann, der gavn området navn. Da romerne beherskede regionen, blev det til Arminius på latin og siden har folkemunde forfransket det til dets nuværende navn Armagnac.
Distriktet Armagnac og dets underområder - Bas-Armagnac, Tenareze og Haut-Armagnac - blev defineret ved lov den 25. maj 1909. Men der har været dyrket vin i dette område op til Pyrenæer­ne siden Romerrigets dage for mere end 2000 år siden. Og lokal­befolkningen har - underlagt diverse herskere gennem Frankrigs bro­gede udviklingshistorie - destilleret druemost til sprit siden tidligt i 1400-tallet. Arkiverne viser, at en vis monsieur Antoine var den første i 1411. Men sandsynligvis har destillation været kendt tidligere.
Om ikke andet så er Armagnac verdens ældste spiritus gjort på vin, og altså ældre end Cognac. Når det sker så tidligt, hænger det uløseligt sammen med Armagnac-områdets isolerede placering i Garonnes bagland.
Vinbønderne i Gascogne havde et stort afsætningsproblem. De skulle via bifloder op over Bordeaux, for at deres varer kunne kom­me i forbindelse med omverdenen. Sejlads var dengang den altdo­minerende transportform, da vejnettet var både besværligt og risika­belt at benytte. Men Bordeaux var ikke interesseret i, at lokalvinene fra baglandet skulle konkurrere med deres produkter. Så de opstille­de allehånde forhindringer - afgifter og begrænsning af eksport­mængder.
Derfor var der mere fortjeneste i at destillere og eksportere sprit fra området. Dels fordi spiritus kan koncentreres og fragtes på færre fade, dels fordi spiritus bedre tåler transport.
 
Da det omsider lysnede for Armagnac, slog vinlusen til
Men det var - og er til dels stadig - Armagnac-bøndernes største problem, at området ligger så isoleret fra alfarvej. For i 1600-, 1700- og 1800-tallet var der god efterspørgsel på brandy, men det blev hovedsageligt Cognac-distriktet, der løb med handlen og slog cog­nacs navn fast, fordi producenterne her havde nem adgang til at levere varen via havnen i la Rochelle.
Anderledes med Armagnacs producenter, der først kunne sikre regelmæssige leverancer til det øvrige Frankrig og Europa, da jern­
 
baner og kanalsystemet mellem floderne i det sydfranske blev byg­get i sidste halvdel af 1 800-tallet. På det tidspunkt oplevede området en kortvarig eksportsucces med en årsproduktion på mere end 10 mill.liter.
I 1878 indtraf imidlertid katastrofen, som Armagnac aldrig rigtig er kommet sig over. Vinlusen, der tidligere havde hærget i både Cog­nac og Bordeaux, tilintetgjorde næsten 70% af de knap 110.000 ha vinmarker. Og selvom der blev udviklet nye modstandsdygtige vin­planter, blev kun en fjerdedel af det tidligere areal tilplantet. Og det er i dag endda indskrænket til kun 15.000 hektar.
 
Et fredfyldt liv på landet - langt fra de store byer
Når man kører gennem den smukt bølgede Gascogne-region, er det derfor ikke vinmarker med snorlige rækker af vinstokke, der præger landskabet. Derimod er det skov, græsenge og især majsmarker, der i harmonisk afveksling udgør størstedelen af landområderne mellem de mange bedårende små Bastide-landsbyer fra Middelalderen. Kun hist og her dukker vinmarker lidt tilfældigt op omkring en gård, hvor bonden satser på områdets traditionsrige spiritus. Måske destil­lerer han end ikke selv, men sælger druerne til en destillatør.
Og på trods af at Armagnac-distriktet ligger kun godt 100 km fra store og virksomme franske provinsbyer som Toulouse og Bordeaux, så føles det som om tiden er gået i stå i Gascogne, ja, nærmest som pulsslaget fra et tidligere århundrede.
Her lægges vægt på det bestående, at dyrke sunde afgrøder, at lade kreaturerne gå frit på græs, at fede kyllinger, ænder og gæs op, så de får en smag, der til sammenligning gør et dansk stykke indu­strifjerkræ aldeles intetsigende. Og så i øvrigt - som dagens mulige højdepunkt - at høre de seneste landsbyrygter ved snakken foran borgmesterkontoret eller på flækkens eneste kaffebar.
Fredfyldt uden lige. Men også på besynderlig vis helt ude af omdrejningstakt med det omgivende højhastighedssamfund og dets IT-kommunikation. Her sælger man de produkter, omverdenen gerne vil købe, men uden i synderlig grad at lægge sig i selen for det. Det virker lidt, som om befolkningen i Gascogne lever et så harmonisk liv, at de slet ikke finder det besværet værd at overveje, hvor meget de kunne gøre forretning, hvis de virkelig satsede på at lancere deres luksusvarer. De har nok i sig selv i det egnsmæssigt isolerede inde­lukke.
 
Kun få kæmper for at bevare Armagnacs særlige kvaliteter
Man kan i hvert fald uden at overdrive konstatere, at kun et mindretal af vinbønder og destillatører i Gascogne har gjort sig klart, hvor unikt og fremragende en spiritus Armag­nac kan udvikles til, hvis de følger deres nedarvede traditioner for produktion. For selv om Armagnac i dag må finde sig j at være "lillebror" til cognac, især på eksportmarke­det, så er det yderst misvisende, når man hører nogle betegne Armagnac som "fattig­mands cognac". Eller kalde den en "rustik brandy-type".
Armagnac er en anden type brandy end cognac, fordi der er klare forskelle i pro­duktionsprocessen. Men i sine bedste udgaver er spiritussen et meget ædelt, lagret druedestillat, der fremstår med forunderlige rige frugtnuancer og har en eventyrlig dyb­de i eftersmagen, præget af den jord, hvor druerne er dyrket. I duften præsenteres man for bl.a. blomster, honning, abrikos - i smagen vanille, valnød, blomme og sveske.
Imidlertid kræver det en større indsats at spore producenter, der gør en dyd ud af at bevare Armagnacs særlige kvaliteter. Ofte er de ganske små - måske får de årligt kun druer til at destillere et kvantum svarende til 10 til 20 fade. Men det er her, man kan gøre vidunderlige fund, fordi destillatet ofte er gjort på mosten fra en druetype, der gør sig bedst på en bestemt vinmark. Eller fordi destillatet gennem både 15, 20 og 25 års lagring har fået alkoholprocenten reduceret naturligt til 43-48% styrke og er helt fri for kunstige søde- eller farvestoffer.
Her overfor står de større Armagnac-firmaer - f. eks. Janneau, Cles de Ducs, Chabot, Marquis De Montesquiou - hvoraf flere er ejet af cognachuse eller internationale spiri­tuskoncerner (Martell, Remy Martin, Camus og Pernod-Ricard). De købte sig ind i Armagnac efter Anden Verdenskrig, fordi det var billigt og med den klare hensigt at ændre produktionsmetoderne, således at Armagnac kunne sælges i større mængde med en lettere og mere forbrugervenlig og knapt så særpræget brandy-smag.
Det har sat sine spor. Og de godt 300 Armagnac-producenter, der sælger til omver­denen, er placeret i et gedigent dilemma: Skal vi sælge og tjene meget - med risiko for at vi måske ikke helt kan genkende det færdige produkt som oprindelig Armagnac - eller skal vi være restriktive og kun tillade den ægte vare - som vi så til gengæld får svært ved at sælge i større målestok på de internationale hylder.
 
Det er den blide destillation, der giver den store duft
Tre faktorer spiller en afgørende forskel i forhold til cognac. Den første er destillations­processen. De traditionsrige producenter sværger til den gamle Alambic Armagnacais, der er et lille enkelt to-kammer destillationsapparat, som frembringer den færdige alko­hol i en kontinuerlig proces gennem kun en destillation. Dets særlige kendetegn er, at det er i stand til at producere en klar spiritus på druemosten med en usædvanlig lav alkoholstyrke - normalt mellem 55 og 60%. Herved er det muligt at fastholde Armag­nac-distriktets karakteristiske smagsnuancer i spritten, den rige frugt og den dybe smag af jordens lidt muldede nuancer.
Her overfor står andre og især større producenters ønske om at anvende cognacs portionskedler - kaldet "pot stills" eller "double chauffe" - hvor der destilleres over to omgange. Dobbeltdestillationen i pot stills giver en lettere, undertiden mere kompleks spiritus med større alkoholprocent, der egner sig bedst til kortere lagring.
Diskussionen står i praksis om, hvilke bestanddele af den oprindelige vin, der skal give spiritussen karakter ved destillation og præge det færdige produkt. De traditionsri­ge Armagnac-producenter holder på, at deres brandy skal afspejle jordbundsforhold og druernes kvalitet, mens klassiske cognac-destillatører mener, at det er vinens gærre­ster, der giver de uforlignelige duft- og smagsegenskaber i den færdigdestillerede spiri­tus. Det andet er lagringen. Armagnac-producenter lægger et stort arbejde i denne pro­ces. Den lokale Monlezun eg til 400-liters fadene var før altdominerende, fordi den tilføjede spritten en særlig mørk karakter. Nu suppleres med grov-struktureret eg fra bl.a. Limousin.
Først kommer den friske spiritus på nye fade, hvorfra alkoholen trækker stoffet lignin og forskellige tanniner ud. Senere hældes den over på ældre, og gradvist brugte fade, der har mindre afsmittende virkning.
Kvalitetsbevidste producenter har et ønske om, at lagringen kan give en rig variation af smagsnuancer. Derfor bruger de lufttørrede stave af egetræ fra forskellige egne og de har flere bødkere til at fremstille deres fade med forskellig ristning af indersiden.
Armagnac fra de mest vellykkede årgange kan lagre og udvikle sig på egefade i op til 40 år. Herefter bliver de hældt over på store glaskrukker. For ellers ville smagen blot blive altfor træet og frønnet.
Det tredje element er blanding. Hvor cognac-producenterne blan­der deres destillerede vine på et tidligt stade i processen, holder Armagnac-producenterne deres eau-de-vie gjort på forskellige drue­typer og fra forskellige marker adskilt fra hinanden indtil aftapning på flaske. Flere mindre producenter lægger endda vægt på ikke at blande, men anser det drue- og stedligt specifikke destillat for det ultimative produkt.
 
Karamel og træsmag bruges som make-up
Men hovedparten af den Armagnac, der sælges, er blandet, hvorfor den sælges og prissættes efter en række alders-kategorier svarende til dem, der anvendes i cognac. VS eller tre-stjernet er lagret mindst 2 år, V.S.O.P. mindst 5, Napoleon og X.O. mindst 6 og Hors d'Age mindst 10 år.
Dette system er for så vidt udmærket for at opnå gennemsnitskva­liteter. Men dels rummer det risiko for at opsluge vidunderlige enkelt­destillater til mindre imponerende fælles portionsblandinger, dels giver det plads for - hvilket nok er et meget større problem - at sende alt for unge og utilstrækkeligt lagrede Armagnacs på markedet.
For Armagnac kræver tid på tønden - mindst 7-10 år - for at opnå farve og udvikle smag. Det kan selv den bedste producent ikke lave om på. Med mindre de kosmetiske hjælpemidler tages i brug. Og det er tilladt. Som direktør Sebastian Lacroix fra BNIA - Bureau National
Interprofessionel de l'Armaganac - oplyser: Sukker op til 2%, farve- og smagsstoffet karamel (E 150a) og farvetilsætningen boisé - dvs. en koncentreret tyktflydende væske af afkogte egetræsspåner.
Det kan betyde, at når man køber eller - hvilket meget ofte fore­kommer - får serveret en af de billigeste tre-stjernede Armagnacer på bar eller restaurant, så smager det mest af sukker med træsmag. For hvad der måtte have været af spinkle duft- og smagsstoffer i den meget unge spiritus er aldeles overdøvet af kosmetikken.
 
Modsat Cognac har Armagnac haft tradition for årgange
Netop fordi Armagnac-producenter først mixer deres forskellige destillater til færdige blandinger lige før flaskeaftapning, har de en anden mulighed: at lade være. For dermed står de med et eller flere fade lag­ret Armagnac af en bestemt årgang.
Kun et fåtal af cognac-producenterne har tradi­tion for dette - bl.a. Hine og Pierre Ferrand - og det fordrer et hav af  kontrolforanstaltninger for at garan­tere den korrekte alder.
Derimod har det altid været tradition i Armagnac at sælge vintage-udgaver. Stort set alle producenter har lagre af årgangs-Armagnac fra det meste af 1900-tallet og nogle har specialiseret sig i kun at sælge disse varianter.
Det er naturligvis den oplagte gaveide til jubilæer og fødselsdage at give Armagnac med det rette års­tal, hvis man er parat til at ofre de efterhånden fire­cifrede beløb, som disse sjældne flasker er løbet op i. Ofte kan indholdet dog risikere at være mere sjæl­dent end udsøgt.
Mere interessant er det at prøvesmage flere årgange samlet og få dokumenteret, hvor stor forskel vinkvaliteten fra en given årgang smitter af på det færdige destillat. Samt hvor stor forskel, der kan være på indholdet fra samme årgang fra to egefade. Træet kan gøre underværker eller have haft en mindre heldig indflydelse under mod­ningsprocessen.
Men under alle omstændigheder vil der her være tale om den ægte vare med en duft præget af viol, blommer, svesker, trøffel, fig­ner - og så jordpræget med noter af bøgetræsmuld.
Der findes Folkevogns-Armagnac og Mercedes-Armagnac. Men det er svært at se, hvad der er hvad.
Darroze er navnet på en af Armagnacs-områdets topprodu­center ag forhandlere. Dem er der godt og vel en snes stykker af. Fælles for dem er, at de henter hovedparten af deres vine eller destillater fra distriktet Bas-Armagnac, som på grund af jord­bundsforholdene anses for at give den mest interessante, fyldige og komplekse spiritus. Desuden holder de fast ved at lade spritten lagre og fordampe, så den naturligt og uden vandfortynding når en alko­holprocent på 40-50%. Endelig afviser de brug af tilsætningsstoffer for at tilføje spritten farve eller smag.
Firmaet Darroze, der blev grundlagt af Francis i 1973, ligger i Roquefort i udkanten af Bas Armagnac. Her findes også kapitalen ­ca. 150 fade Armagnac, destilleret af vin fra nøje udvalgte marker i området. Fadene har næsten alle forskelligt indhold, enten hvad angår mark, druetype eller årgang. Og i et hjørne på 1. sal finder man skatkammeret, henved tyve 100 liters glaskrukker med Armag­nac fra 1960 og tilbage til år 1900.
Sønnen Marc har i dag overtaget ledelsen fra Francis, men følger faderens ambition: at udvælge destilleret vin af de bedste druer, dyr­ket på den iord, hvor druernes egenskab kommer bedst til deres ret. Og i øvrigt at følge og kontrollere processen nøje fra vinproduktion til det færdigt lagrede destillat kommer på flaske. Firmaet styrer ti Armagnac-domainer og samarbejder med yderligere 30.
Marc Darroze har arvet sine klare meninger om, hvad den ægte Armagnac-vare er for en størrelse fra sin far. Han ønsker ikke nød­vendigvis at husets produkter er "de absolut bedste". Men han ønsker at repræsentere "forskellighed" i duft og smag. Og ægthed. Derfor samler firmaet destillater fra så mange områder. Derfor eksperimen­terer han primært med druerne Folie Blance pga. af "dens fine stil og blomsterfrugt" og med hybriden Baco, fordi "den giver enestående dybde efter 15-20 års lagring".
 
Fortæl dog, hvad der er i flasken
Marc Darroze ønsker ikke at kritisere andre Armagnac-producenter, for som han siger: "De laver deres, vi laver vores og vi sælger hver vore produkter."
Men direkte adspurgt om kvaliteten af de store mængder tre-stjer­net Armagnac på markedet kan han ikke dy sig:
"Jeg synes, det er et problem, at der står Armagnac på alle flas­ker. For det er det ikke. Faktum er, at man ser ingen seks år gammel spiritus, uden den er tilsat karamel eller boisé. Ellers kan den ikke få farve. Desværre har der ikke været vilje nok til at fortælle kunderne om kvalitetsforskellen. For det er jo som en Folkevogn i forhold til Mercedes. "
Marc Darroze mener, at kvalitetsbetegnelser som V.S.O.P, Napoleon og X.O. i virkeligheden gør det muligt at sløre Armagnac­kvalitet:
"Disse betegnelser har ingen mening, for de giver ikke klar og entydig information til forbrugerne om det reelle indhold i flasken. Det er bl.a. årsagen til, at skotsk single malt whisky står så stærkt i dag i forhold til både cognac og Armagnac. For whisky-producen­terne har gjort noget ud af at informere. Præcis beskrivelse af egn, fadtype og alder. Det kan kunderne forholde sig til. Det gør dem i stand til at skelne forskelle og få smag for kvalitet," siger han.
 
Her fås den ægte vare
Darroze sælger ca. 30.000 flasker årligt af sin Armagnac fra 45 for­skellige årgange og domainer. De fleste kan fås i Danmark (Sigurd Muller Vinhandel) og de repræsenterer noget af det ypperste, hvis man vil smage den ægte oprindelige Armagnac i mange varianter. Hvis man er i tvivl, skal man samtidig prøve at smage på produkter fra Armagnac-producenter ejet af de store cognac-huse. De færreste vil tro, at der er tale om en brandy fra samme område.
Men der er andre producenter, der holder fast på Armagnacs oprindelige karakteristika. Laberdolive med Armagnac fra domai­nerne Jaurrey og Pilion anses i dag for det mest fornemme i hvert fald at dømme efter den pris, efterspørgslen frembringer. Men også Domaine de Boingneres (Løgismose), Chateau de Tariquit (Vinro­sen), Chai de Soube, Chateau de Lacquy og Chateau de Prada fremstiller fremragende produkter fra Bas-Armagnac.
Derudover kan på det danske marked anbefales årgangs-aftap­ninger fra Chateau de Laubade (HJ. Hansen), Castarede (Østjysk Vinforsyning), Domaine de Papolle (K.B. Vinimport), Cerbois (Juuls Vinhandel og Vinens Verden) samt Castelfort (Erik Sørensen).
Af Jens Linde