Cream likør

Vore dages slik på flaske - spiritus i den fede fløde. Mange vrænger på næsen ad creamlikør. I visse kredse er det absolut ikke passende at bestille det. Det er lige fedt. Den nyeste spiritus går sin sejrsgang - bl.a. fordi vor officielle holdning ikke altid stemmer overens med trangen til at mætte "den søde tand".
 
Stort set alle slags spiritus har i deres oprindelige udgave en historie, der går mere end hundrede år tilbage. Nogle - f. eks. whisky og vodka - har endda rødder tilbage til den tidligste Middelal­der, hvor europæerne for første gang gik i lag med at destillere på primitiv vis, efter at de havde lært kunsten fra araberne.
For de fleste af dem gælder, at deres gamle historie i dag er blevet et varemærke. De sælges på skrøner om gamle munke og alkymister, der i dunkle værksteder eks­perimenterede med alle slags gærings- og destillatons­processer. De lanceres med beskrivelser om hemmelige formularer og recepter, der er overleveret fra mesteren til hans lærling, når lærlingen var moden til at indtage rol­len som arvtager.
Men historien kan også være det rene og skære tilfæl­de, hvilket der er flere eksempler på. En ny type spiritus er kommet til verden, fordi nogle har glemt en alkoholisk væske i et kar eller fad, hvor det har stået og udviklet sig. Eller det kan være sket, fordi man skulle transportere en spiritus over en længere strækning på kærre eller med skib. Hvorved væsken fik en hidtil ukendt egenskab, der skabte overraskelse, glæde og nydelse.
Spiritus er stort set altid produktet af kulturhistorien om enkeltpersoners nysgerrighed og initiativ, og resultatet af vilkårlige indfald eller religiøse og handelspolitiske beslutninger.
Der er dog en undtagelse: cream-likører, dvs. likører baseret på fløde. Det er den helt omvendte verden. Det er en opfindelse fra nutiden. For den er skabt i den sidste del af det 20. århundrede som en krydsning af en række kendte drikke, der allerede var på mode: fra milkshakes til kaffe med brandy eller whiskey med flødeskum på top­pen. Den er kommet til verden - ikke ved et tilfælde, ned­arvede recepter eller farmaceutisk kendskab til urters helbredende virkning - men ved bevidst planlægning hjulpet af det 20. århundredes teknologi. Og så fordi nogle destillatører hav­de et problem, der skulle løses.
 
Flydende karamel med et stænk sprut
Hos Gilbeys i Irland stod man først i 70'erne med en overskudsproduktion af spiritus. "Hvad gør vi med det," spurgte folkene og så måbende på hinanden, indtil en af dem, David Dand, fik en lys ide: "Vi laver da en Irish Cream liqueur, lige som Irish Coffee, ikke for stærk, flø­de-kaffe-chokolade-smag til den søde tand, serveret kold, så den ikke bliver for kvalm."
Irish Coffee havde længe været kendt på de kanter og den varme "stærke" kaffe blev verdensberømt efter Anden Verdenskrig, fordi den blev serveret som opkvik­ker til rejsetrætte passagerer, der landede i den irske Shannon lufthavn efter mange timers propelflyvning over Atlanten.
Ligeledes havde flere likørfabrikanter tidligere haft et godt øje til at kombinere irsk whiskey med kaffe, fløde og chokolade. For de vidste jo - ikke mindst fra sig selv - at det gik rigtig godt sammen. Men teknikken til at blande de forskellige ingredienser og især til at undgå at fløden skilte havde de endnu ikke luret.
Men for David Dand og hans team lykkedes det. De fik blandet frisk irsk fløde, whiskey, cacao, vanille og andre smagsstoffer i en trykmixer og i 1974 blev produktet sendt på markedet. 25 år senere er Baileys i særklasse verdens største likørmærke. Endda verdens 12. individu­elt mest sælgende spiritus i konkurrence med verdens­navne som Bacardi rom, Johnnie Walker Red label whi­sky, Ricard Pastis og Smirnoff og Absolut vodka.
Siden har Baileys fået følgeskab af en række efterlig­ninger gjort på såvel irsk som skotsk whisky. Herhjemme fås bl.a. "Burberrys Royal", "Millwood", "Millars" og "St. Brendans". I taxfree og resten af Europa kendes endnu flere, f. eks. "Carolans", "Drambuie Cream", "O"Dar­by", "Waterford Cream", "Royal Tara", "Emmets" og "Ryans". Og der har været mange flere.
Faktisk blev 35-40 flødelikører præsenteret på marke­det i slutningen af 70"erne og først'i 80"erne for at få andel i den forbrugerinteresse, der var skabt. Men flere produkter opnåede kun nyhedens interesse og en status som døgnflue i butikker og på barer. Så vendte de fleste forbrugere tilbage til det oprindelige mærke.
For Baileys overgår dem alle. Og produktionstallene fortæller deres egen historie. Dagligt fremstilles 360.000 flasker. For at det kan lade sig gøre har Baileys 3.000 landmænd til at producere mælk for sig. 182 mill. liter mælk. Det svarer til en tredjedel af Irlands samlede mælkeproduktion. Og det ender som 4 mill. liter fløde. I dag eksporteres der mere Baileys fra Irland end alt andet spi­ritus, herunder republikkens ellers så kendte whiskey.
 
Det er ikke fint at drikke creamlikør
Lad det være sagt straks: cream-likør opfindelsen har på intet tidspunkt fået verdens gastronomer til at falde på halen og komponere særlige retter derefter. Det betyder dog mindre. For cream-likør ramte en meget tør, sort plet på spirituslandkortet. Smagskombinationen "flydende flø­dekaramel med et stænk sprut" viste sig at have haft et aldeles udækket behov gennem generationer. Og beho­vet synes stadig ikke at være mættet. Et kvart århundre­de efter at cream-likører blev lanceret, sælges der hvert år 10% mere.
Hvilket på sin vis er et paradoks. For det giver ikke status at bestille Baileys eller de øvrige cream-likører. Vi ved det fra os selv. F. eks. hvis vi er til selskab privat som ude i byen og der bliver spurgt om, hvad man ønsker sig til kaffen. Det kræver personligt mod og ærlighed at sige: "Jeg vil hellere have en Baileys end en 15 års rnalt whisky". Folk kigger jo og tænker. Og rnindre diskrete personer i kredsen kan ikke nære sig for med udsøgt perfiditet at tilføje, at det er jo godt der fremstilles noget for enhver smag...
For slet ikke at tale om attituden hos de yngre alders­grupper. Her bliver der ikke lagt fingre imellem: "Nå, Tina skal du ha' en drink eller bare din sædvanlige eho­kolademælk". Tina vil ofte se lidt forlegen ud, komme i tvivl og måske rødme lidt. Men når så både veninden skal ha' cream-likør og en tredje åbenhjertigt meddeler, at hun "kan bare lide det og sådan er det" - ja, så er der ikke mere at diskutere og så bliver der bestilt Baileys.
Derfor udgør cream-likør i dag også mindst det ene af de tre mærker, som unge sikrer sig står på bordet til opvarmnings-partyet på privaten, inden de går i byen fre­dag-lørdag. De unge mænd siger de køber det, fordi det er det, damerne vil drikke. Forbruget viser, at der også har været hankøn henne at få sig et sip.
 
Måske har dette had/kærligsforhold til cream-likør noget at gøre med dens historieløse egenskab. Den er ikke "fin nok". Et lidt kunstigt produkt. Måske handler det om, at vi kun sjældent fuldtud tør stå ved, hvad vi har allermest lyst til. Betegnelsen "den søde tand" har det nok stadig ligesom "den søde kløe". Begge instinkter er immervæk en smule tabubelagte.
 
Forbavsende så ens de smager
Når man prøver sig igennem mærkerne af cream-likører er den største overraskelse ikke, at der er mindre forskel­le på produkterne. For det er der - i de finere nuancer. I nogle træder smagen af flødekaramel stærkere frem. Hos andre er det en markant flødesmag. Endelig er nogle mærker komponeret, så man smager, at der er kommet whiskey eller anden sprit i. Og så adskiller den sydafri­kanske Amarula sig naturligvis ved sin friskere smag af eksotisk frugt.
Derimod er det generelt slående, hvor meget Irish cream-likør produkterne minder om hinanden. Flødesma­gen - undertiden grænsende til det klægt fedtede og kval­mende - er det altdominerende indtryk, smagsløgene efterlades med, når slurken er sunket.
For det første tror jeg, de færreste ville kunne skelne, hvad de drak, hvis de ikke så flasken, likøren blev hældt op fra. For det andet kan det undre, at fabrikanterne ikke lægger mere vægt på i det mindste at give produkterne blot en anelse spiritus-karakter i eftersmagen. De holder alle 17 % alkohol, og det pakker den fede fløde nemt ind. I modsætning til det pift, som mange Mallorca-rej­sende erindrer sig fra den klassiske drink lumumba hvor chokolademælk blandes med en tilpas mængde brandy.
 
Server den koldt g drik den hurtigt
Netop på grund af den kraftige flødesmag vil de færre­ste være uenige om, hvordan disse likører bør serveres. De skal være rigtigt kolde, for en cream-likør på stuetem­peratur er en mildt sagt kvalm oplevelse. Bedst er de hældt op fra flasken, der kommer direkte fra køleskabet. Fløde-likør med et par isterninger kan også gå an, men jo længere drinken står, jo mere smelter isen til vand og så. er blandingen ikke den store fornøjelse længere.
Flerebruger også cream-likører i drinks-blandinger som f.eks. cremede cocktails, hvilket fungerer fint. Her er det blot vigtigt, at der ikke indgår ingredienser med stort syre­indhold - f eks. citrus - for det går bestemt ikke godt sammen med fløden. Tilsvarende kan cream-likører bruges i desserter, af typen is eller chpkolade. Men igen uden at blive blandet med syreholdigt tilbehør.
Creme-likør skal pga. det store flødeindhold stå mørkt og helst køligt. Så snart flasken er åbnet, reduceres hold­barheden markant og likøren forfalder meget stærkere end andre spirituosa. Faktisk risikerer man at stå over for en harsk oplevelse, hvis man har haft en åbnet flaske stående urørt over en længere periode. Netop for sådan­ne produkter som cream-likører vil det ud fra forbruger­hensyn være på sin plads, om firmaerne forsynede fla­skens bagside etiketter med udløbsdatoer.
Indtil det sker, er der kun et råd: Når først flasken er åbnet, bør den drikkes indenfor de nærmeste måneder. Men det behøver heller ikke at være noget voldsomt pro­blem. Og det er det i hvert fald sjældent for de unge, der bruger cream-likører til opvarmning, inden de går i byen.