Munkelikøren fra de franske alper
Hvis nogen likør stiller krav og kræver omtanke er det Chartreuse.
Den fås herhjemme i den milde gule (40%) og den stærke grønne (55%) udgave samt i et 71 % eliksir-koncentrat. Alle - men især de stærkere varianter - er smagsbomber. Der findes ingen likør, der kommer blot i nærheden af dens intense komplekse smag, som indrammes af søde honningtoner. Det er forbilledet for likør i kraft af dens egenart og dens eksempel på, hvad der kan lade sig gøre. Men der har også været arbejdet på det et stykke tid.
Allerede i 1605 begynder de karteusiske munke i klostret Grand Chartreuse mellem Mont Blanc og Grenoble at fremstille likøren efter en hemmelig recept. Både Karteuserordenen og likøropskriften var af langt ældre dato. De første munke kom til de franske vestalper i det 11- århundrede, hvor de kultiverede vildnisset, fandt jernmalm og i Korsriddertiden blev kendt viden om for deres fornemme smedejernskunst. Senere tog ordenens fornemme kloster form på de stejle skråninger i bjergland-skabet.
Recepten fik munkene som tak for udført hjælp af en vis marskal d'Estrees. Formularen var kendt som "eliksiren til et langt liv" og i begyndelsen holdt munkene drikken for sig selv. Men senere spredtes rygtet, at de var i stand til at fremstille en ganske særlig drik. Så munkene modificerede opskriften til en mere imødekommende drik og sendte den grønne version på markedet i 1745. Knap 100 år senere fulgte den mildere gule version.
Chartreuse hævdes at indeholde mere end 130 ingredienser og den gamle formel skulle præcisere, hvor hver enkelt bestanddel skal findes og på hvilket tidspunkt af året, det er bedst at høste. Men hvad der gør likøren meget interessant er, at alt er naturligt fremstillet. Ikke kunstig tilsætning eller farve. Hvad der står i glasset er fra naturens hånd forarbejdet af kyndige hænder.
Karteuser-likøren sælger i dag sig selv alene på renommeet og den historiske fortid. Tusinder besøger årligt destilleriet i byen Voiron, hvor et fåtal af munke i stilhed tusser rundt og overvåger processen. Det meste styres imidlertid pr. fjernkontrol fra klosteret godt 30 km væk. Og her har ordensbrødrene også tradition for fåmælt tale. Så opskriften er svært at få fat i.
Så tilbage er oplevelsen af duften fyrrenåle, ozon og anis - og den koncentrerede smag af blomst, frugt og et voldsomt smæk af urt i afslutningen. Alt sammen elegant indpakket i den cremede honningsødme.