Logo

Single malt, please

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Drinks billede
Det er ikke længere en døgnflue af en modedrik:
I de seneste 10 år har skotske maltwhiskyer opnået nærmest kultstatus i Danmark.
Kræsne ganer i alle aldre har dem som deres foretrukne spiritus.
Det vælter frem med single malt-klubber herhjemme.
Tusinder gæster whisky messer og andre har købt deres eget fad i Højlandet. De skotske "slotsaftapninger" er ganske enkelt blevet destilleriernes modstykke til vinverdenens grand cru-mani.
For blot 30 år siden var maltwhisky en sjælden vare uden for Skotland. Hovedparten af de godt hundrede mærker kunne kun fås i det lokale distrikt, hvor de var blevet fremstillet. 99% af den whisky, der gik til eksport, var blended. Mærker som Johnnie Walker, Ballentine, J&B, Chivas Regal, Cutty Sark og Grants.
Sådan var det, fordi omverdenen ikke kendte til den rigdom af nuancer og individuelle særpræg, der gemmer sig i de skotske maltwhiskyer. Og derfor stort set ikke efterspurgte dem.
Sådan var det, fordi det internationale marked igen­nem det forrige hundrede år var vænnet til at drikke blen­ded whisky, dvs. en blanding af malt- og grainwhisky. Det var blandinger af vekslende kvalitet og alder - alt efter, hvor meget man ville betale for en flaske.
Og sådan var det, fordi den blendede whisky var ble­vet den foretrukne pga. prisen. Blended whisky er nem­lig alt andet lige billigere at fremstille end den rene malt­whisky. For mens single malt destilleres i portioner i sto­re kobberkedler - de såkaldte potstills - så kan grain whi­sky destilleres kontinuerligt i de såkaldte coffeystills i langt større mængder, langt hurtigere og til en lavere pris. Dvs. jo mere grain whisky i en blended whisky, jo billigere.
Derfor drak verden indtil efter Anden Verdenskrig næsten udelukkende blended whisky. Derfor valgte whi­skyfirmaerne at lade størstedelen af den producerede maltwhisky ende som fast bestanddel i de blendede whi­skyer. Kun få fade blev lagt til side og tappet til en ori­ginal flaske maltwhisky. Kun i sjældne tilfælde nåede dis­se flasker uden for Skotland. Og når det skete, var det til det fåtal af kendere, der havde fået smag for den ægte vare og havde gode forbindelser til de skotske firmaer.
 
Whisky-sø tvinger nyt produkt frem
Men så skete der en ændring. Den var en direkte følge af efterkrigsårenes lavkonjunkturer, handelsrestriktioner, toldmure og beskatning af luksusvarer. De skotske whi­skyfirmaer havde svært ved at komme af med deres pro­dukter. Tiden og menigmands familiebudget var ikke til den luksus, som købet af en flaske whisky unægtelig var.
I løbet af 50'erne og 60'er hobede enorme mængder whisky sig op på destillatørernes frilagre - frem til 1975 over 4 milliarder liter. Noget måtte gøres. En række uaf­hængige whiskyselskaber med firmaet William Grant & Sons i spidsen besluttede sig for at henlægge en større del af deres maltwhisky-produktion med det formål at sælge den som single malt.
De satsede på at skabe et nyt whisky-produkt, der ikke blot skulle repræsentere egenart. Det skulle også som en fin cognac signalere prestige gennem høj alder: 10-12 års lagring. I modsætning til de almindelige blendede whiskyer, der normalt kun havde 3-5 år på fad.
William Grant & Sons ejede destilleriet Glenfiddich, der blev murbrækkeren for maltwhisky-boomet. Pludselig var den der på hylderne i slutningen af 60'erne i den tre­kantede grønne flaske. Bevidst markedsført som noget nyt og anderledes.
Det blev - selvom Glenfiddich i en yngre udgave bestemt ikke er eller var Skotlands mest karakterfyldte maltwhisky - et brag af en salgssucces. Og det blev den måske netop, fordi Glenfiddich fra Skotlands Spey­område er relativt let og ukompliceret at gå til for nybegyndere. Fin frugtig duft, behersket tørverøg og en ren, let sødlig smag. Dermed var interessen for single malt vakt.
30 år senere kunne Grants gøre vovestykket op: Glen­fiddich destilleriet var udvidet til årligt at producere 9,6 mio flasker fra 29 pot-stills (!) Det svarer til 35% af al den maltwhisky, der aftappes som single. Eller at hver 3. flaske single malt, der sælges verden over, er en Glenfiddich.
 
Nye malts med smag fra hver afkrog
Men inden da havde andre whisky-firmaer øjnet det potentiale, der lå gemt i single malt. Kort efter at Glen­fiddich var kommet på markedet, fulgte kendte navne som Macallan og Glenmorangie trop. I 80'erne kom først single malt-mærker som Linkwood og Royal Loch­nagar. Og i 1988 slog den dominerende whiskykoncern United Destillers så begrebet "single malt" endegyldigt fast ved at lancere den kendte Classic Malt-serie med en verdensomspændende reklamekampagne.
Classic Malt-serien var banebrydende, fordi den omfatter en serie på seks maltwhiskyer, der hver for sig repræsenterer de skotske whisky-regioner og dermed den egenart og forskellighed, som de smagsmæssigt giver udtryk for: Gragganmore fra Spey, Dalwhinnie fra det centrale højland, Glenkinchie fra Lowland sydøst for Edinburgh, og så de tre fra højlandets vestkyst og øerne, Oban, Talisker fra Skye og Lagavulin fra Islay.
Nu var det blevet spændende at være maltwhisky­drikker. For her kunne selv ukyndige være med. Hæld de seks single malts op i hver sit glas. Duft og smag. Alle og enhver faldt på halen. Kunne der virkelig være så stor forskel? For det var jo åbenbart. Fra det blide, søde og runde, til det salte, medicinske, røgede og nærmet tjærede, jo tættere man kom på det vindblæste Atlanterhav i single malts fra øerne.
Og samtidig bredte rygtet sig blandt vinentusiaster. De var jo vant til iagttage duft- og smagsnuancer i fine Bor­deaux- og Bourgognevine. Var der virkelig så stor forskel på maltwhiskyer?
 
Kunne man nærmest tale om, at Skotlands maltdestil­lerier var spiritussens parallel til vindistrikternes slots­aftapninger? At man kunne dufte og smage sig frem til, hvilken egn eller sågar hvilket destilleri, whiskyen kom fra? .
De efterfølgende årtiers salgssucces for single malt har svaret bekræftende på spørgsmålene. Primært i Europa drikkes single malt whisky som ingensinde før. Og nye kontinenter - ikke mindst det asiatiske - følger efter.
 
Danskerne kom først sent med på maltwhisky vognen
Men interessant nok var danskerne ret sene til at blive ramt af maltwhisky-feberen. Single malt var f. eks. alle­rede et hit i forbuds-Sverige fra midten af 80'erne, hvor Spritbolaget importerede et større udvalg. Og i Italien har maltwhisky været det foretrukne lagrede destillat blandt de velhavende norditalienere de seneste 30 år. Tag til Milano, Torino og Firenze. Her har længe eksi­steret whisky-butikker med et udvalg, der får en dansker til at måbe.
Indtil først i 90'erne nøjedes danske vin- og spiritus­importører samlet set med at sende ca. en snes single malts på hjemmemarkedet. Men som følge af den sti­gende flytrafik, fik danskerne øje på mange nye malt­mærker i lufthavnenes toldfri butikker. Og dermed steg efterspørgslen.
Michael Madsen i Juuls Vinhandel på Frederiksberg øjnede som den første herhjemme chancen for at skabe et specialsortiment i maltwhisky. Det gik lidt trægt i star­ten, men så gik der hul på bylden. I dag har han mere end 400 forskellige single malt-aftapninger i sin butik og er i øvrigt leverandør til de mange andre butikker, restau­ranter, cafeer og barer landet over, der sætter en ære i at kunne præsentere et stort single malt-udvalg.
I Jylland har firmaet MACY I/S i Skelhøje ved Karup i løbet af de seneste 5 år ligeledes slået sig op på at sæl­ge et stort udvalg af specialmalts, som tidligere ikke kun­ne fås i Danmark. Også her opleves, at interessen og efterspørgslen bare vokser og vokser.
Facebook
Opret din egen Drinksbog Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 1.255 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvilken cocktail kan du bedst lide?