Logo

Vinglassets fremstilling

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Drinks billede
Maskinfremstillede vinglas haler kvalitetsmæssigt i dag stærkt ind på de mundblæste. Finn Årosin har været i "dragernes maver" for her at skildre den 2100 år gamle glaspustnings­kunst og teknikkerne bag maskinfremstillede glas.
  
Glas er et ideelt materiale at drikke af, da det ikke afgiver lugt og smag, kan laves gennemsigtigt og med smuk glans, lysbrydning og klang, er lettere end de fleste metaller og kan laves tyndere og formes finere end keramik og stentøj.
Den kemisk simpleste form for glas er kvartsglas, der laves ved at smelte sand (hovedbestanddelen i sand er kvarts = kisel = siliciumdioxid, Si02) ved ekstremt høje temperaturer (ca. 1700ºC). Ved tilsætning af soda (= natriumkarbonat, Na2C03) eller det dyrere potaske (= kaliumkarbonat, K2C03), som udvindes af asken fra nåle og løvtræer, nedsættes glassets smeltepunkt med nogle hundrede gra­der (mest ved soda). Den tredje hovedingrediens er kalk (calcium-carbonater), som dog evt. kan erstattes hel- eller delvis af metalilter. Herudover tilsættes mindre mæng­der af andre stoffer, bl.a. metalilter for at neutralisere det grønlige skær, som mikro­skopiske spor af metal i sand ellers ville give.
Almindeligt glas fremstilles på basis af sand, soda og kalk. Såkaldt krystalglas har teknisk/kemisk set ikke krystalstruktur, men er derimod, lige som alle andre glas­former "amorft" (formløst), d.v.s. at de enkelte molekyler sidder systemløst.
 
Vinglassets kemi
Glas er nærmest at betragte som en underafkølet væske, der flyder umådeligt lang­somt ved de temperaturer, som det udsættes for ved normalt brug. Krystalglas er glas med specielt gode lysbrydningsegenskaber og som derfor egner sig godt til beslib­ning, hvorved det kan bryde en lysstråle som en krystal (heraf navnet). I følge euro­pæisk lov skal krystalglas have et såkaldt lysbrydningsindeks på mindst 1,52 og des­uden indeholde sammenlagt mindst 12% ilter af flg. metaller: Barium, Bly, Zink og Kalium (BaO, PbO, Zn02, og K20). Kaliumilte bidrager ikke til at øge lysbryd­ningsindekset, men giver glasset en smuk klang, en egenskab som de andre metal­ilter ikke har.
Blykrystal blev opfundet i England 1675 af George Ravenscroft. I følge euro­pæisk lovgivning skal blykrystal indeholde mindst 24% PbO og have et lysbryd­ningsindeks på mindst 1,54. Alle finere vinglas laves i dag af krystalglas. Fordelen ved blykrystal i forhold til de andre krystalglasarter er, at det er "længere" som det hedder på fagsprog. Hermed menes at man i et længere tidsinterval kan forme det, når den flydende glasmasse kommer ud af ovnen. Dermed sænkes akuratessekrave­ne og kassationsprocenten under fremstillingen.
Da ordet bly efterhånden har en mere uheldig klang end cyankalium og bladan, er mange glasfabrikanter ved at gå bort fra blykrystal. Den helbredsskadelige risiko ved at drikke vin af blykrystal glas skulle dog iflg. videnskabelige undersøgelser være så forsvindende lille, at ingen burde fare hen til glascontaine­ren med favnen fuld af service og ej heller stå tilbage for at købe mere af samme slags.
En lille ulempe ved blykrystal i forhold til de øvrige krystalglasar­ter er den øgede tyngde. Den største europæiske producent af den grundblanding af materialer (pulver eller marmorkugle form), som anvendes af glasværkerne, er hollandske Philips (ja, dem med bar­bermaskiner, foodprocessorer, tv-apparater, hårfjerningsmaskiner og andet nyttigt), men nogle glasværker laver dog fortsat det hele fra bunden.
 
Fra asken i munden
Som nævnt i 'Vinglassets historie' blev glaspustningsteknikken opfundet ca. år 100 f. Kr. i den østlige ende af Middelhavet, i byen Sidon i det gamle Fønikien. Teknikken har stort set ikke ændret sig til i dag. Fra smelteovnen udtager "anfangeren" med en "pibe", et ca. 1 1/2 m langt, hult jernrør en klat "menge", varm glasmasse med honningag­tig konsistens og rækker den videre til glaspusteren, som dernæst puster luft ind i mengen under jævnlig rotation.
Når boblen er stor nok, kommer han den ned i en fugtig skabelon og puster videre. Med en fodpedal neddykkes formen i et vandbad og der pustes atter. Formen, der består af to halvdele, som hænger sammen med et hængsel led, var førhen af træ, men laves i dag af metal, som er foret indvendigt med bøge- eller pæresavsmuld (dette gælder også ved maskinfremstilling af glas). Efter endt formning tages glasset ud af formen, og piben med glasset rækkes videre til stilkmageren, som får en ny klat menge af sin anfanger. Denne klat klistres fast på den ufærdige kalk. Stilken formes på et bord med et pincetlignende redskab, samtidig med at stilkmageren ruller piben over sit knæ, så stilken hele tiden centreres.
 
Piben går på omgang
Piben rækkes videre til fodmageren, som laver foden ud fra en ny klat menge fra sin anfanger. Fodmageren bruger en "fod klemme", to træplader som hænger sammen med et hængsel. Under stadig rota­tion af piben hen over knæene eller over et bræt klemmes fod klatten ud til en rund plade. Inden han giver piben videre, kontrollerer han størrelsen på foden med et jern, hvor den ønskede form er fræset ud i silhuet. Under hele det hidtidige forløb sidder glasset på den sam­me pibe og varmes efter behov op mellem de forskellige glasmage­re.
Glasset med sin nissehue af overskydende glas tages herefter af piben. Herfra og frem er arbejdsgangen identisk for mundblæste og maskinfremstillede glas: glasset kontrolleres evt. for fejl og sættes på et bånd, der snegler sig gennem en lang ovn. Turen gennem ovnen varer 1? time, hvorunder glassets temperatur nedbringes fra flere hun­drede grader til omkring stuetemperatur. Herefter skæres nissehuen af under opvarmning, og kanten poleres. Til slut sandblæses evt. navnetræk eller logo i foden, glasset kontrolleres og pakkes.
Som det fremgår af ovenstående skal et glas igennem mange hænder, inden det er klart til at blive kørt på lageret, og prisen for et godt glas kan derfor ikke være helt lav, hvilket især gælder for de mundblæste, der typisk koster 100-350 kr. stykket. Priserne for de bedste maskinfremstillede krystalglas er typisk 65-130 kr. stykket.
 
Filmen i dragens mave
Hvis der er varmt på et glasværk, hvor der fremstilles mundblæste glas, så er der infernovarmt på glasværker for maskinfremstillede glas. Her er normalt heller ikke pæne gulve, lyst og luftigt som i en "fremvis­ningshytte", men derimod mørkt, larmende og beskidt.
Fascinerende er her dog, når de mange klatter af glødende glas­masse metodisk vandrer gennem fremstillingsprocessen og lyser op som små orange lamper. Sammen med de hvæsende lyde giver det indtrykket af at være den helt rigtige kulisse for en film med en hand­ling, som udspiller sig i maven på en drage. Processen begynder med, at mengen varmes op i store ovne og herfra fødes kontinuerligt ind i nogle store karruselformede robotter. Traditionelt presses stilk-fod delen i en særskilt karrusel, og oven på stilk-foden blæses kalken i en anden karrusel. Denne teknik giver to overgange, dels en søm på overgangen mellem fod og stilk og en mellem kalk og stilk.
Den første ser og mærker man normalt ikke ved almindeligt dagligt brug af glasset, da den (og en lodret pressesøm i stilken) er forsøgt bortsmeltet i en mindre karrusel og da man normalt ikke holder om glasset på det sted. Sømmen mellem kalk og stilk kan derimod virke generende, da den sidder lige der, hvor man normalt fatter om glasset med pege- og tommelfinger. En "nyere" teknik, som blev opfundet af den franske glasgigant Durand (dem med varemærkerne Crystal d'Arc og Vicomte) i 1970'erne og som først for alvor blev udnyttet af det italienske RCR i Colle Val d'Elsa i 1980' erne, går ud på, at kalken blæses op i en karrusel på normal vis, dog med den forskel, at den har et overskydende depot af glasmasse i bunden. Dernæst smeltes en fodplade fra en anden karrusel fast i denne reserve. Under konstant rotation og under et let træk øges afstanden nu mellem kalk og bund­plade, hvorved depotet trækkes ud til en stilk. Denne metode giver en fuldstændig sømløs og hyppigt kegleformet overgang mellem stilk og kalk. Ved en tredje teknik, som er en mellemting mellem de to nævnte, blæses kalken med et lille depot i bunden op i en karrusel og stilk-fod­plade delen presses i en anden. Den lille reserve af menge trækkes lige umiddelbart efter sammenføiningsøjeblikket nogle få mm ud til en jævn overgang. Denne teknik giver også en sømløs stilk-kalk over­gang og det fremkomne produkt vil for lægfolk ligeledes være svært at afsløre som et ikke-mundblæst glas.
Facebook
Opret din egen Drinksbog Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 4.543 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvilken cocktail kan du bedst lide?