Logo

Pinot Gris - Tokay

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Drinks billede
var i mange år en "sjov fætter" i det alsaciske familiealbum, men siden årgang 1989 har den arbejdet sig frem i hælene på Riesling og endda overhalet den i pris.
Især samarbejdet mellem mad og vin har gavnet den sjove fætter.
Da Alsace efter Anden Verdenskrig kom tilbage til Frankrig, var flere af vinmarkerne forvandlet til slagmarker, og vin­landskabet var i sørgeligt forfald. Yderligere havde tyskerne, for at beskytte deres egne vine, hovedsageligt brugt druerne fra El­sass til Sekt og andre blandinger - ligesom de gjorde efter den fransk-tyske krig i 1871.
Allerede fra genoprettelsen af det alsaciske vinlandskab i 1945 måtte Riesling og Gewurztraminer tage slæbet som lokomotiver på det lokale druetog. Det var de to druer, der havde anseelse og som derfor skulle lægge niveauet for ambitioner og afsætning. Alsace var identisk med Riesling og Gewurztraminer - og alle de andre.
Det understreges da også i Alexis Lichines glimrende tidsbille­de Wines of France (1951), og selv efter talrige revisioner og adskillige nye udgaver kan man i den danske udgave fra 1986 læse, at "Gewürztraminer og Riesling er de to drue varieteter, der klart og tydeligt hæver sig op over alle de andre".
Sådan var både alsacernes og omverdenens syn på sagen. Men netop 1980'erne blevet vendepunkt for den alsaciske rangfølge. Dels var en ung og mere fordomsfri generation af vindyrkere og oenologer rykket ind i de alsaciske kældre, dels viste især en årgang som 1989, at både Riesling og (især) Gewurztraminer skulle til at tage sig godt i agt for en ny rival: Pinot Gris - eller Tokaj Pinot Gris, som den ulovligt blev kaldt.
I 1989 modnede så mange "almindelige" Pinot Gris druer til Ven­dage Tardive stadiet, at det åbnede øjnene for, hvad denne drue havde at byde på.
 
Den sjove, flade fætter
"Pinot Gris- en virkelig fætter til de større medlemmer af Pinotfamili­en...yder en vin, der somme tider har en vis karakter...men de er ofte noget flade og mangler noget syre", havde Frank Schoonmaker fastslået i sin Encyclopedia of Wine (1975), der blev toneangi­vende for en hel generation af internationale vindrikkere.
Da den sjove fætter kom i de rigtige hænder, viste den sig netop at være alt andet en flad og karaktersvag. Tværtimod begyndte den at åbenbare en variation i typer og en alsidighed, som selv Riesling ikke kunne hamle op med. Da fokus i 1970'erne og 80'erne mere og mere blev rettet på kombinationen vin og mad og fjernet fra den al­saciske hyggedrik i de lave grønne glas, voksede Pinot Gris med opgaven.
Det var ikke alene farven, der kunne changere og forvirre, det kunne smagen også. En Pinot Gris kunne være knastør - eller blød og sødmefuld, krydret/bitter som Gewurztraminer - eller indladen­de og kælen, stejl og mager - eller fed og flæsket. Da det ovenikøbet viste sig, at den også - under den korrekte behandling - kunne opnå et utraditionelt pænt syreindhald ag dermed en finere balance, var dens lykke gjort. Dens eneste skavank var en tendens til at blive for sød under særligt gunstige forhold, med sol og botrytis. Kunne den ikke holde ligevægten, endte den let på dessertkortet.
Men også den kunst kunne læres, og på få år marcherede Pinot Gris fra en bundplads i adelskalenderen til topnotering blandt kok­ke og gastronomer. Da den i 1990'erne også begyndte at overhale Riesling i pris, var dens position bekræftet.
Alsace havde fået et nyt vidunder - stort set gratis - og en drue der i struktur og anvendelighed var langt egnet bedre end Riesling til at tage kampen om middagsbordet op med den globale Liebling Chardonnay.
 
Gastronomien og Pinot Gris
Alsaceren Serge Dubs, i 1989 kåret som "Verdens bedste sommeli­er" og til daglig øverste af slagsen på den 3-stjernede restaurant "Auberge de l'Ill" i Illhausern, ved hvad han taler om, når han kalder Riesling "verdens største hvidvinsdrue". Men både han og den loka­le gastronomiske tradition, der taler om stribevis af retter "au Ries­ling", har fået øjnene op for, at nok er Riesling de grønne druers kon­ge, men Pinot Gris er deres mundskænk. Mere varierende og derfor mere alsidig, mere blød og tiltalende, mere international i sin adfærd og nu også til højere priser.
Serge Dubs fortæller, at man i Alsace er blevet mere bevidst om
at gøre teorierne om "le terroir" mere levende: "I de senere år har Alsacevinene ændret stil, ikke meget men lidt. De gode er blevet finere, mere elegante, mere feminine og raffinerede, rundere, mere koncentrerede og mere komplekse. De er ikke blevet lettere i betyd­ningen svagere (faible), men lettere i modsætning til tunge."
Og så er der blevet større interesse for at kombinere den lokale mad med de vine, der passer bedst, og ikke bare med dem, man tilfældigvis "har ved hånden". Også her kommer Pinol Gris stærkt ind i billedet.
Da gastronomien begyndte at få smag for Pinot Gris, kom det som en stor overraskelse for de alsaciske vin bønder. Markarealet var ikke stort nok, produktionen kunne ikke følge med. Men efter­spørgslen steg og steg, og midt i 90'erne begyndte flere markante Alsacehuse at prissætte deres Pinot Gris højere end deres Riesling.
Der er en væsentlig forskel i deres håndtering af de to druesor­ter. Mens de fleste huse laver tør Riesling af stort set samme type, men på flere kvalitetsniveauer, laver de Pinot Gris i flere forskellige typer.
 
Pinot Gris: grøn drue, mutant af Pinot Noir. Kendt fra middelalderen. Må stadig bruges i visse dele af Bourgogne sammen med Pinot Noir, f.eks. i AOC Macon. Findes i Alsace, i Tyskland, i Central- og østeuropa (især i Rumænien og Moldavo). Kendes i Italien som Pinot Grigio.
Findes også i Østrig, Schweiz, Luxembourg samt få steder i den nye verden, men giver intet steds så gode resultater som i Alsace, hvor den også må bruges på Grand Cru markerne. Skønt forbudt af EU i 1993 kaldes den stadig dér ved sit gamle navn Tokaj d'Alsace. I Ungarn kendes den som Szürkebarát, i Tyskland som Ruländer, mens den som udgæret vin kaldes Grauburgunder, og i Loire og Schweiz for Malvoisie. Den er kraftigere end Riesling på sam­me jord. Perfekt madvin, der sjældent overdøver. Skallen har alle nuancer af lysere rød til lilla. Kan forveksles med Pinot Noir, når den høstes sent (Vendange Tardive). Let krydderi, let par­fumeret, røg, nødder og honning. Syren er lav (bortset fra tidligt høstede druer i Italien). Giver fed, fyldig og blød vin.
Smag & Behag 2002-4
Facebook
Opret din egen Drinksbog Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 2.401 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvilken cocktail kan du bedst lide?